Jeg spurgte min kæreste, Mads, ud af ren og skær nysgerrighed, men også i forhåbning om at tilluske mig en smule letkøbt smiger, hvorfor han elsker mig og vil dele sit liv med mig.Han lod øjnene hvile på noget udefinerligt i luften, som når man virkelig tænker sig godt om, men var så hurtig på den verbale aftrækker med præcise ord væltende ud af munden, så hele "kærlighedserklæringen" kom til at lyde som en indøvet replik.
Han sagde: "Du er en flue, der sætter sig på min arm, mens livet går sin gang".
Det var på én gang det smukkeste og mest brutale, nogen nogensinde havde sagt til mig.